Sumatras kulturer

Byen Medan er den største på Sumatra med sine to millioner indbyggere. Den har tidligt været befolket overvejende af malajer. Nu dominerer batakerne. Men her findes tillige mange andre befolkningsgrupper : minangere, javanesere, indere, kinesere, arabere osv.

Allerede fra 1100-tallet, måske tidligere, lå der adskillige sultanater i et ca. 50 – 100 km bredt bælte ned langs kysten syd for Medan. Her dyrkedes bl.a. kamfer til eksport til Arabien, Indien og Kina. Kamfer brugtes til rituelle formål og til balsamering.

Fra 1870 begyndte europæere at strømme til området omkring Medan og syd herfor. Årsagen var at kæmpe områder blev inddraget som plantager hvor det økonomiske udbytte viste sig at være enormt. I plantagerne dyrkedes især tobak, gummi og palmeolie.

De små sultanater tjente fede penge på at sælge deres land som plantager. Områderne længere inde på øen var dengang beboet af batakere, men sultanerne havde haft råderet over dem i lang tid. Da sultanerne derimod ligefrem solgte disse områder til europæere, områder som retmæssigt var batakernes, udbrød Sunggal krigen i 1872 – 1897. Hollænderne som var koloniherren på Sumatra, nedkæmpede batakerne.

Maimoon paladset i Medan er fra 1888, bygget af en italiensk arkitekt for sultanen af Deli. Den nuværende sultan bor i Jakarta og er parlamentsmedlem. Hans bror bor nu på paladset. Sultanen stammer fra Indien og flere fra familien er gift med medlemmer af det malaysiske kongehus. Uden for Maimoon paladset står en lille bygning i batak-stil. Inde i bygningen står en kanon.

Kanonen er fra den tid hvor den store dominerende kultur mod nord, Aceh, opfattede Deli sultanatet og store dele af Batak-land som dens randstater. Dengang lå Deli og batakerne ofte i krig med Aceh. Der knytter sig følgende myte til den lille kanon:

I et kongerige der hed Det store Østlige Sultanat var der en prinsesse ved navn Putri Hijau (det betyder den grønne prinsesse). Putri Hijau var meget smuk og særdeles eftertragtet. Putri Hijau havde to brødre.

Kongen af Aceh var vild med Putri Hijau. Kongen friede en dag til prinsessen, men da hun afviste hans tilbud om ægteskab blev kongen så rasende at han startede en krig mod Putri Hijaus sultanat. Kongen vandt krigen, trods tapper modstand.

Da kongen af Aceh skulle til at bestige tronen i sultanatet skete et mirakel: Putri Hijaus yngste bror forvandledes til en kanon. Den begyndte at skyde vildt fra sig mod Acehs konge og hans følge.

Kanonen blev selvfølgelig meget tørstig af sit arbejde og råbte på et glas vand. Putri Hijau rakte ham det, men da broren (altså kanonen) drak vandet sprængte jernet og noget af kanonrøret røg af. Dette stykke fløj helt op i højlandet i Batak-land nær Kabanjahe.

Kongen af Aceh arresterede Putri Hijau og tog hende med om bord på skibet mod Aceh. Da skete det andet mirakel : Putri Hijaus anden bror dukkede op ude i havet som en stor slange. Han ødelagde skibet og befriede sin søster og tog hende med ud i havet.

Medans store moské er fra 1906. Den blev skænket til byens muslimske befolkning af sultanen af Deli. Moskéen blevet restaureret i begyndelsen af 1990-erne.

 Batak-folket

Historie

For 75.000 år siden oplevede jorden sin hidtil største vulkanske eksplosion, da det der nu er Toba søen, samt store områder rundt om den blev omdannet til et kæmpemæssigt krater. Der hvor søen nu ligger, var dengang et aktivt vulkansk område. Ved eksplosionen blev materiale sendt så langt væk som til Sri Lanka. Den kultur der boede på nord Sumatra dengang må være blevet udslettet.

Den tidligst kendte kultur på nord Sumatra er en stenalder kultur, Hoabinh kulturen. Menneskene her var jægere, samlere og fiskere og var af australoid race.

Ca. år 1000 før Kristus trænger en sydmongoloid race ned til Sumatra. De kom fra syd Kina og Burma. De var allerede dengang agerbrugere. Den australoide race fortrænges, men kun delvis.

Sumatra består af mange forskellige folkeslag, hver med deres kultur, sprog og oprindelse. De er næsten alle af både mongolid og australoid oprindelse i varierende omfang. Således er Batak-folket overvejende af australoid oprindelse, men med mongolide træk. Minangkabau folket mod syd har omvendt overvejende mongolide træk, men også australoide træk i deres kultur.

Aceh folket og malajerne kom til Sumatra langt senere, først omkring begyndelsen af dette årtusinde.

Indisk indflydelse

Fra ca. år 650 efter Kristus sker der noget afgørende for kulturerne på Sumatra, idet indisk kultur og religion får stor indflydelse. Det er formentlig også på det tidspunkt at batakerne indvandrer til Sumatra fra Asiens fastland. De søger ind til de indre dele af øen. De kom formentlig i flere bølger. Nogle kom via området hvor Medan ligger i dag. Andre kom ind på øen via den store flod (Asahan), der forbinder Toba-søen med Malakka Strædet.

På det tidspunkt batakerne kommer til Sumatra, vokser også Srivijaya kulturen frem på det sydøstlige Sumatra. Stedet for denne kultur lokaliseres til der, hvor byen Palembang ligger i dag.

Srivijaya var i flere århundreder frem, et vigtigt knudepunkt i handlen mellem to af områdets store kulturer : Kina og Indien. Srivijaya forsynede dem begge med bl.a. krydderier, kamfer og ædelstene. Kamfer fik Srivijaya ved handel med batakerne. På den måde havde batakerne indirekte kontakt med inderne. Men der opstod også direkte kontakt da inderne oprettede små handelsstationer på Sumatras nordlige vestkyst i batak-områder.

Disse kontakter med indere betød, at batakerne kom til at hente mange af deres religiøse og astrologiske begreber fra indisk hinduistisk / buddhistisk kultur. Således finder man i dag mange låneord fra sanskrit i batakernes sprog, især ord der har med religion at gøre.

Marco Polo og Vasco da Gama var blandt de første europæiske rejsende, der kom til Sumatra i 1200 og 1300-tallet. Marco Polo besøgte bl.a. Aceh. På en af hans ture ind i landet så han en enhjørning, beretter han. Han har formentlig set et af de berømte Sumatra næsehorn.

Indflydelse fra Aceh

Fra 1600-tallet vokser den nordligste kultur på Sumatra, Aceh, frem for alvor. Aceh blev tidligt (fra 1300-tallet) islamiseret ved kontakten med arabiske købmænd. Aceh bemægtigede sig størstedelen af det nordlige Sumatra. Batak-land blev dermed nærmest en versalstat til Aceh, i al fald politisk. Aceh havde sandsynligvis ikke reelt kontrol over det indre af Batak-land.

Generelt gælder det, at batakerne, ned gennem historien, godt nok er blevet påvirket af andre dominerende kulturer, men altid har opfattet nyt som noget der også var fjendtligt. Især Acehs imperialistiske dominans var med til at forstærke dette. Samtidig har batakerne levet i områder der i mange århundreder var næsten umulige at nå. Batak-land lå beskyttet af store jungler bag høje bjergområder.

Europæisk indflydelse

Europæerne kom til Sumatra allerede fra 1509, hvor portugisere var de første til at etablere handelsstationer på kysterne. Hollænderne fortrængte dog snart portugiserne. Fra 1594 og 350 år frem var hollænderne den absolut dominerende kolonimagt, selv om der egentlig ikke var tale om direkte kolonisering de første 200 år. Derimod var det handelsstationer langs kysterne hollænderne oprettede. Det man kom her efter var primært krydderier, især peber. Også englænderne oprettede handelsstationer på Sumatra, i Bengkulu og Tapanuli (nuværende Sibolga). I en periode var hele Sumatra engelsk, som en udløber af Napoleonskrigene hvor Englands og Hollands interesser var modstridende.

Kannibalisme og slaveri

Et begreb der længe er blevet sat i forbindelse med batakerne, er kannibalisme. De første rejsebeskrivelser fra Sumatra og siden missionærernes, beretter næsten alle om kannibalisme hos batakerne. To ting er vigtige at slå fast : 1): Kannibalisme var en del af ritualer hos batakerne. 2): Men batakernes omdømme har i århundreder lidt under en overdreven beskrivelse af denne kannibalisme hos de europæere der har skabt den første historieskrivning om dette folk. Mange af disse beretninger afslører samtidig en stor uvidenhed om batakerne og mange af europæernes beskrivelser, skal nok også ses som en legitimering af den senere kolonialisme og missionsvirksomhed.

Kannibalismen skal ses i sammenhæng med den naturreligion batakerne havde (og stadig har). Ved grove forbrydelser (mord, voldtægt osv.) blev forbryderen dødsdømt. I disse tilfælde var det almindeligt at offerets efterkommere spiste bestemte legemsdele af den dømte (før han døde endeligt). Således kunne man overføre personlig kraft fra den dømtes kød til dem der spiste det. Altså et ritual som led i en slags sjælevandring. Muligvis har angrende forbrydere kunnet få en slags æresoprejsning, ved frivilligt at lade sig spise. Således kunne hans tondi leve videre hos andre mennesker, således at han altså på denne måde fik en betydning i eftertiden. Det mest ydmygende for en bataker var jo at blive glemt af efterkommerne. Den henrettedes knogler blev begravet under indgangen til landsbyens forsamlingshus, således at han til evig tid ville blive trådt hen over, og dermed for evigt blive ydmyget.

Batakerne havde ligeledes slaveri i deres samfund. Førhen var det ikke ualmindeligt at de enkelte batak-landsbyer lå i krig med deres nabo landsby, måske i årevis. Batakerne har altid elsket spil, især om penge, og ofte var det netop spillegæld der kunne være årsagen til fighter, der måske så udviklede sig i regulær krig. Disse krige hærgede hele områder. Høsten blev ødelagt og kun få vovede sig ud i markerne af frygt for at blive kidnappet. Krigsfangerne blev, hvis de var heldige, gjort til slaver. De fleste blev dog “lagt i blokken”, hvor de blev behandlet umenneskeligt. De kunne kun købes fri af de pårørende. Man kunne også blive idømt slaveri i ens egen landsby, ved spillegæld.

Både slaveri og de kannibalske ritualer blev forbudt af de hollandske kolonimyndigheder, efterhånden som hollænderne trængte frem i Batak-land.

De seks Batak stammer

Batak-folket er ikke et homogent folk. Det består af seks stammer. Disse Batak stammer har naturligvis en hel del historie sprog og kultur tilfælles. Men samtidig adskiller de sig også fra hinanden på de samme områder. De seks stammer er, fra nord til syd : Karo, Pakpak, Simalungun, Toba, Angkola og Mandailing. Karo og Pakpak i nord grænser op til den store kultur på det nordligste Sumatra , Aceh, mens Mandailing i syd grænser op til Minangkabau kulturen syd herfor. Minangkabau blev tidligt islamiseret, og er ikke en batak-stamme. Karo og Toba er dem, hvis historie, man ved mest om.

Endelig fandtes tidligere endnu en batak-stamme, nemlig Pardembanan. De levede i områderne, der støder op til Asahan-distriktet. Disse batakere blev hurtigt islamiseret, formentlig i 15 – 1600-tallet. Derefter opgav de efterhånden deres gamle batak-ritualer og idéer. De emigrerede senere til Asahan-sultanatet nær kysten og blev assimileret med malajerne her.

Hollændernes bemægtigelse af Sumatra er i grove træk sket fra syd til nord. Minangkabau kulturen blev tidligt ( i begyndelsen af 1800-tallet) underlagt europæisk økonomisk indflydelse. Fra 1830-erne indførte hollænderne tvungen dyrkning af kaffe i dele af Mandailing batakernes land. Herefter stod koloniseringen stille i en periode med voldsomme krige. Krigene havde sin kilde i minangkabauernes utilfredshed dels med hollændernes tilstedeværelse som økonomisk magt, og dels i islams svækkelse. Resultatet blev en fundamentalistisk bevægelse, Padri-bevægelsen, ledet af Imam Bonjol.

Det var især missionærernes tilstedeværelse i de sydlige egne af Toba-land, der fra 1860-erne banede vejen for hollændernes økonomiske interesser her. Toba-søen var dengang en hellig sø for batakerne. Det var forbundet med dødsstraf at lede europæerne op til søen. Derfor var det først sent at den blev set af europæere.

Tobaernes konge, Sisingamangaraja den 12. ( hvis interne verdslige magt i Toba var stærkt begrænset) modsatte sig fra 1870-erne til 1907 europæernes fremtrængen ved at angribe europæiske mål med krigere. Sisingamangaraja den 12. blev endeligt fanget og dræbt af hollænderne i 1907. Men allerede forinden var hans militære trussel blevet svækket og fra 1880-erne blev områderne op langs Toba søen underlagt hollændernes administration. Derefter var vejen banet for næsten uhindret bemægtigelse af Toba-land og det område hvor Simalungun-batakerne levede.

Således kom tobaerne og simalungunerne under europæisk indflydelse før karoerne mod nord kom det. Men fra 1890-erne begyndte europæisk indflydelse også at trænge ind til batakerne nordfra, idet et bredt bælte ned langs kysten syd for Medan blev omdannet til tobaks og gummiplantager. Her strømmede det fra 1880-erne til med europæiske plantageejere. Som led i den rivende udvikling blev der anlagt veje og jernbaner. Sultanaterne, i hvis områder disse plantager blev anlagt, havde ikke et udbud af arbejdskraft der var stort nok til at dække plantageejernes behov og de lokale batakere var for stolte til at blive lønarbejdere under plantagerne. Derfor hentede man i tusindvis af arbejdere fra Java. Det store befolkningsmindretal af javanesere, der bor her i dag, er efterkommere af disse plantagearbejdere.

Karoerne blev underlagt hollænderne senere end tobaerne og simalungunerne. En af konsekvenserne af det var, at karoerne kunne lære af tobaernes og simalungunernes skæbne.

Tobaerne lod sig fra begyndelsen af 1900-tallet kristne af missionærerne, samtidig med økonomien lod sig basere på hollændernes økonomiske interesser. Da missionærerne derfor forsøgte at kristne karoerne blev disse derfor afvist. Man anså missionærerne for kun at være ude på at bane vejen for hollændernes økonomiske udbytning.

Hollænderne var bange for hvad karoerne kunne finde på. Hvis karoerne fandt på at alliere sig med Aceh (som Holland havde store problemer med at kolonisere) og samtidig lade sig islamisere, ville europæiske interesser i området være truet. Derfor investerede plantageejerne og hollænderne penge i missionærernes arbejde, især med byggeri af kirker. Men karoerne lod sig altså ikke kristne i nævneværdigt omfang i modstrid til tobaerne.

Batakerne har aldrig haft noget særlig centraliseret styre, og slet ikke karoerne. Kun Simalungun-batakerne havde en overordnet autoritær styreform. Karoernes land bestod af 11 uafhængige områder – urunger, hver ledet af en raja urung, eller sibayak (høvding). Men der var ikke noget centralt organ over disse 11 urunger. Hollænderne spillede på mange heste i forsøget på at holde fred med karoerne. Et middel var del-og-hersk politikken. Hollænderne spillede på den interne strid der var mellem de 11 rajaer. Især rajaen i byen Kabanjahe blev belønnet for sin loyalitet overfor hollænderne. Da Kabanjahe derfor blev angrebet af karoer, fra det vestlige højland i 1904, indsatte hollænderne militær til støtte for rajaen i Kabanjahe.

I 1908 indførte de hollandske myndigheder i Batak-land skatteudskrivning. Samtidig tvangsudskrev man alle voksne mænd til 52 dages arbejde pr. år for hollænderne. Disse begreber var ukendte for batakerne. Det kom til store protester fra karoerne og udviklede sig til egentlig opstand, der blev slået ned af hollandsk militær.

Parallelt med den hollandske kolonisering oplevede batakerne også selv et gigantisk økonomisk boom. Batakerne adopterede mange ting fra europæerne, især nye afgrøder (majs, kartofler gulerødder og kål) kom til at betyde meget for dem. I begyndelsen af 1900-tallet blev der anlagt et forsøgsgartneri i højlandet nær det nuværende Brastagi. I dag er højlandet et af de mest produktive områder i Indonesien angående grøntsager. Herfra eksporteres varer især til Singapore.

Både missionærerne og kolonimyndighederne lagde grundstenen til et uddannelsesvæsen i Batak-land. Hollænderne havde bl.a. brug for en mellemklasse af loyale batakere, der kunne tage vare på administrationen på lokalt plan.

Batakernes kultur kom til at ændre sig i takt med den stigende forbindelse til europæerne. Mange af deres ritualer og skikke forsvandt. Siden er også den måde de bor på blevet en anden. Fra at det tidligere var almindeligt at bo i flerfamilie huse (med dertil knyttede regler og traditioner), er det især siden 2. verdenskrig blevet almindeligt at bo i enkeltfamilie huse hvis arkitektur er malajisk eller europæisk.

De traditionelt byggede huse er nu ved at være et særsyn. Kun få bor i sådanne huse. Jeg vil skyde på at kun er ca. 2 – 3 % af batakerne i dag bor i de traditionelle huse.

 Rajaer / lederskab

Raja betyder høvding. Batakerne har aldrig haft en overordnet lederskikkelse. De har fungeret som selvstændige lande. Men heller ikke de seks enkelte Batak-lande havde nogen autoritær lederfigur, bortset fra Simalungun-batakerne.

En raja var kun høvding i et mere eller mindre begrænset område. Blandt karoerne var de 11 raja urunger den højeste autoritet . Under dem var der så en raja for en hel landsby – en penghulu. De enkelte landsbyer var delt ind i sektioner der blev ledet af en penghulu kesain. Således var karoernes styreform meget decentraliseret.

Uden at være direkte centralistisk, var tobaernes styreform mere traditionelt med kongen Sisingamangaraja som den øverste leder. En konge i vestlig forstand var han dog langt fra og hans verdslige magt skal ikke overvurderes. Han var nærmest en religiøs og rituel leder, men med en enorm autoritet over sit folk på disse områder. Der knytter sig mange sagn og myter til hans person.

Tobaerne havde, i lighed med karoerne, rajaer der ledede de enkelte landsbyer. Rajaerne kom altid fra den regerende familieklan og altså fra den familieklan der i sin tid havde grundlagt landsbyen.

Landsbyernes rajaers funktion var dels at være den, der repræsenterede landsbyen udadtil. Rajaen tog sig af besøgende i landsbyen. Han var mægler i tvister og han var den der bestemte hvem der skulle tildeles ny jord. Rajaen skulle tillige give sin tilladelse, hvis man ville forlade den pågældende region, eller hvis man som fremmed, ville bosætte sig i landsbyen. Men rajaen var ikke enerådende. Han skulle ofte konsultere de ældste mænd i landsbyen først.

En rajas position og magt blev målt i hvor mange der boede i hans landsby. Hvis han derfor ikke var en god raja kunne det betyde at indbyggerne flyttede til en af nabo landsbyerne, hvorved rajaen mistede magt og prestige.

 

 Ligheder og forskelle hos Karo, Toba og Simalungun

De enkelte batak-stammer havde, og har, mange fælles træk. Deres oprindelse er nok ens, men deres historiske udvikling har på flere områder været forskellig. En af årsagerne hertil skal søges i den forskel der traditionelt har været i deres styreform.

Karoerne har altid været meget decentralt orienteret, mens Simalungun var styret meget centralistisk. Tobaerne var et eller andet sted midt imellem, med den centrale person Sisingamangaraja, der dog ikke havde stor verdslig magt.

I Simalungun-land var der fire urunger, hver ledet af en raja. Disse urunger var faktisk som selvstændige stater. Urungerne var : Tanah Jawa, Siantar, Pane og Raja. Hver urung var opdelt i mindre enheder, der blev regeret af en tuan. Styreformen var meget feudal idet de enkelte landsbyers jord enten var ejet af tuanen eller rajaen. I modsætning hertil, var jorden omkring karoernes landsbyer ejet af landsbyens bønder.

Da de europæiske plantageejere ville beplante jorden i Simalungun-land var de enkelte rajaer ikke sene til at se deres egen mulige økonomiske gevinst, og de rådførte sig ikke nedad i systemet til befolkningen. Den økonomiske gevinst der blev resultatet af de store oliepalme og teplantager, der blev åbnet i Simalungun-land, faldt kun i rajaernes lommer. Området blev derfor ikke udviklet økonomisk, udover hvad der havde til formål at sikre plantagernes udbytte. Den samme tendens til, at det økonomiske overskud ikke kom lokalbefolkningen til del, var naturligvis også til stede hos tobaerne og karoerne, i et vist omfang, men altså langt tydeligere der, hvor Simalungun batakerne levede. Her lider området stadig af at være økonomisk tilbagestående.

Da den nordlige stormagt Aceh begyndte at udstrække sine interesser sydpå i 1600-tallet, indførte de en institution, hvormed de kunne kontrollere batakerne. Denne institution blev kaldt raja berempat, eller firemandsrådet, bestående af fire rajaer, udpeget af Aceh. Disse rajaer blev købt, med guld og lign. , til total loyalitet overfor Acehs interesser. Et sådant firemandsråd blev etableret både i Karo-land, Simalungun-land og Toba-land.

Men som konsekvens af de tre batak-stammers forskellighed mht. styreform, fik denne institution en forskellig skæbne i de tre lande.

I Karo-land mistede udpegede rajaer snart deres autoritet og troværdighed. Her var man ikke vandt til centralt styre.

Hos tobaerne blev det hurtigt til at kongen Sisingamangaraja fik bemyndigelsen. Han blev sikkert også købt med gaver og prestige. Men reelt forblev hans rolle af mere rituel art.

Men blandt Simalungun batakerne forblev institutionen og kom, efter at Acehs dominans i området blev svækket, til at være den fungerende styreform her.

Sprogligt har de forskellige stammer samme oprindelse, og mange ord går igen i sprogene. Men sprogene er meget forskellige. Forskellen er større end blandt de nordiske sprog. Tobaerne taler hårdt. Karoernes sprog lyder mere syngende, nærmest som italiensk.

 

Landsbyen som det bærende element

Hele en batakers liv bestemtes af de komplicerede regler, der var for familie og klansystemet. Også ens tilhørsforhold til de tre klasser: adelen, de andre borgere og slaverne var altafgørende.

I landsbyen var der altid en bestemt slægt, eller klan, der var den dominerende, og samtidig den, hvis forfædre, i sin tid havde grundlagt landsbyen. Denne slægt var landsbyens adel. Begrebet adel er således et mere omfattende begreb, end europæisk adelsklasse. Ens prestige afhang meget af om man tilhørte denne slægt.

I dette system var man spændt op i et tæt net af pligter og rettigheder. Fordelen var så også at ens sociale netværk var sikret.

Rammen for alt dette var landsbyen. I landsbyen havde man sit udgangspunkt, og kun sjældent, ud over markarbejdet, var der grund til at forlade den.

Alt efter hvilken batak-stamme der var tale om, havde landsbyen en permanent beliggenhed.

Karoerne og tobaerne brugte man overrisling af rismarkerne, derfor var deres landsbyer næsten altid permanente.

Pakpak, Mandailing og Angkola batakerne drev oftest svedjebrug. De brændte noget af junglen af og drev så landbrug på jorden til den var udpint, hvorefter de så fandt anden jord osv. Denne metode betød at landsbyerne her var indrettet mindre permanent.

En landsby var altid placeret tæt på de dyrkede jorde og tæt på en flod. Mange af tobaernes og karoernes landsbyer lå i tæt befolkede områder. At der kunne bo mange i et område var fordi jorden var god. Her var landsbyerne ofte forskanset med en tyk jordvold med spidse bambus på toppen. Mange Toba landsbyer har stadig denne mur.

I Toba landsbyerne lå husene (jabu) altid på en lige række med gavlen ud mod landsbyens gade. Overfor husene lå en række af rismagasiner (sopo) parallelt med gaden.

Hos karoerne lå husene (rumah) også parallelt med hinanden, men spredt i landsbyerne. Retningen de vendte mod, bestemtes af den nærliggende flod. Det centrale i landsbyen var forsamlingshuset (balé) og den bygning, hvor kvinderne bankede ris ud til mel (lesung).

I forsamlingshuset foregik bryllupper og andre ritualer.

 

Begrebet “adat”

Adat er en fællesbetegnelse for de uskrevne love der er i en samfund. Adat betyder meget for indonesere. Adat er hvad man gør og ikke gør i en given situation. Det handler om hvordan man lever og bor, hvem man gifter sig med og hvornår og hvordan. Det handler også om ens selvbillede, hvem der er ens forfædre og hvor man selv befinder sig i forhold til hele slægtens historie. Det handler om hvor man kommer fra og hvor man går hen, både i overført og reel betydning.

Mange af de historiske begreber om adat, som jeg vil nævne, er nu fortid, men mange er endnu aktuelle. De enkelte batak-stammers adat er langt hen ad vejen fælles.

 

Klaner og slægtskaber

Den mindste sociale enhed blandt batakerne, er kernefamilien med forældrene og deres børn. Hvor den vestlige verdens familiesystem stopper hermed, går batakernes langt videre :

Noget meget karakteristisk for Batak-folket, er at de lever i klaner, eller slægter. De enkelte batak stammers klaner er forskellige, men fælles for dem alle er det, at dette klansystem tages yderst seriøst.

I modsætning til f.eks. deres måde at bo på, deres naturreligion og mange af deres ritualer, er dette klansystem en del af deres kulturelle særpræg, som de har bevaret næsten uændret i århundreder.

Alle batakere har en placering inden for dette system. Som Batak er det vigtigt at vide, hvem den man møder på sin vej, eller den man taler med, kommer fra både i fysisk forstand, men også af klanmæssig herkomst. En samtale mellem to, for hinanden ukendte, batakere indledes altid med et “hvor kommer du fra ?, hvor skal du hen?, hvad er din klan?, hvor er din landsby?”

Også forfaderbegrebet et af stor betydning hos batakerne. Karoerne identificerer sig med en forfader tre – fire generationer tilbage. Tobaerne har et endnu mere udbygget forfaderbegreb. Tobaerne mener at de alle er efterkommere af den først bataker der levede på jorden. Han hed Si Raja Batak og levede på det hellige bjerg Pusuk Buhit (1982 m, ved Toba-søens vestlige side). Hans to sønner Sumba og Lontung er forfædrene til de to hovedklaner tobaerne har – Lontung og Sumba.

Hos karoerne kaldes en klan, eller en slægt, for en merga. Tobaerne kalder dem marga. Både karoernes og tobaernes klansystem er uhyre kompliceret.

Karoerne har fem over-merga. De hedder : Karo-Karo, Perangin-angin, Ginting, Sembiring og Tarigan. Under disse over-merga er der 83 under-merga. Der gælder bestemte regler for de enkelte klaner. Således gælder det for en del af Sembiring-klanen, at de ikke må spise hundekød. Hundekød er en normal spise for batakerne.

Tobaernes klansystem er endnu mere sammensat.

Familiesystemet

Batakernes samfund er yderst patrilineære. Det vil sige, at alting ses og defineres ud fra mændenes synsvinkel. Det er f.eks. altid den mandlige side af slægten man henter sine forfædre fra. Ligeledes får børnene altid deres fars familienavn.

Ifølge batakernes begreb om adat, er der meget strenge regler for hvem man må gifte sig med, eller rettere hvem man ikke må gifte sig med. Ægteskab indenfor samme merga er ikke tilladt.

Foruden kernefamilien har batakerne også to andre familiebegreber at forholde sig til. Det er begreberne anakberu og kalimbubu.

For en bataker (lad os kalde ham A) er den familie, som har bidraget med hans hustru af stor betydning, især hans svigerfar. Hustruens forældre, bedsteforældre, hendes søskende og deres børn kaldes for familien A’s kalimbubu, eller på dansk: hustruyderne.

Også den familie som tager ens datter til ægte er af samme store betydning for batak A og hans familie, altså svigersønnens forældrene, bedsteforældrene, hans søskende og disses børn. Denne familie er familien A’s anakberu, eller på dansk: hustrutagerne.

Ens egen familie, altså hustruen og de børn man har med hende kaldes ens senina.

anakberu = hustrutagerne

kalimbubu = hustruyderne

senina = ens egen familie

En familie har helt bestemte pligter og regler i forhold til. både anakberu – og kalimbubu-familierne.

En batak har således tre forskellige slægter at forholde sig til: sin egen families slægt, sin svigerfars slægt og sin svigersøns slægt. Ideelt set skal disse tre slægter være forskellige.

 

Bryllupper

Som nævnt må ægteskab inden for samme merga, eller slægt, ikke finde sted. Ude på landet tager en mand, som regel en kvinde fra sin egen landsby til hustru. Uanset hvor kvinden kommer fra, finder et bryllup som regel sted i hendes landsby.

De fleste batakere er kristne. Ved et bryllup anses de gamle adat-skikke alligevel for vigtigere end et kristent bryllup. Hvis et par bliver kirkeligt gift, finder et adat-bryllup sted bagefter under alle omstændigheder.

Flere hundrede mennesker er inviteret med til et bryllup, der som regel varer en hel dag.

Ved ægteskab betaler brudgommens familie en brudepris (emas), i form af penge, til brudens forældre. Disse penge opfattes som kompensation for tabet af den arbejdskraft, bruden var for sine forældre.

Brudeparrets senina, anakberu og kalimbubu samles i forsamlingshuset (balé).

Her sætter de sig, på store sivmåtter, efter særlige regler.

Brudeprisen præsenteres. Det bekendtgøres hvor meget de forskellige slægtled, og disses forgreninger, har bidraget til brudeprisen.

Brudens forældres kalimbubu (hustruydere) giver gaver til brudeparret, i form af husgeråd og lignende. Brudens anakberu (hustrutagere) tilbereder et kæmpe måltid til alle. Menuen er altid stegt svinekød, ris og andre grøntsager.

Almindeligvis bliver batakerne gift i 18 – 20 års alderen. Som regel er parret medbestemmende i hvem de skal gifte sig med, men endnu sker ægteskaber, hvor det alene er parrets forældre, der arrangerer det uden at de unge kommer med på råd.

I princippet er polygami (flerkoneri) tilladt. Men da der jo bliver flere brudepriser at betale, er det kun de rigeste der har en eller flere koner.

Barnløshed i et ægteskab er legal grund for manden til at kræve skilsmisse. Hvis det sker kan manden samtidig kræve en del af brudeprisen tilbage.

Ved ægteskab kan retten til et stykke jord følge med hustruen, men ikke i form af gave. Ved en skilsmisse går denne jord tilbage til kvindens familie.

Før i tiden flyttede et ungt par hyppigst sammen i mandens forældres landsby.

Selv om kvinden bliver til sin mands “ejendom” ved et ægteskab, beholder hun sit slægtsnavn.

Arkitekturen hos batakerne

De forskellige batak-stammer har alle en historisk arkitektur, som er helt unik. Som nævnt er denne arkitektur ikke dominerende længere, og netop måden at bygge huse på, er et af de områder hvor de gamle skikke næsten er forsvundet og kun optræder som sjældenheder. Nu bygger man inspireret af malajisk eller europæisk stil.

De enkelte batak-stammer har alle særlige beboelseshuse, rismagasiner og forsamlingsbygninger. Men disse huser og bygninger har forskellig udseende afhængigt af hvilken stamme der er tale om.

Førhen brugtes altid fibrene fra en sukkerpalme som tagmateriale. Dette materiale hedder ijuk. Endnu ser man ijuk på tagene, men langt de fleste huse har i dag bølgeblik som tagmateriale. Det er nemmere at skifte ud og vedligeholde.

Ifølge batakernes gamle mytologi, bliver døde menneskers knogler til stenene i marken. Deres ånde bliver til blæsten, blodet bliver til vandet i floderne og håret bliver til dette ijuk.

 

 

Generelt gælder det at de traditionelle huse ikke længere bygges. Dem, der endnu er i brug, er i voldsomt forfald. Bortset herfra findes et par landsbyer, hvor man har investeret penge i vedligeholdelse, da disse landsbyer samtidig er turistmål.

Tobaerne

Tobaernes beboelseshuse (jabu) er lange bygninger på pæle. Pælene hviler ofte på en sten, for at modvirke forrådnelse. En trappe fører fra jorden op til den eneste indgang i huset, ofte et lille stykke inde under det.

Mellem pælene, som huset hviler på, er der solide planker. Arealet under huset kan derfor fungere som stald for familiens husdyr (gæs, høns, geder, svin og vandbøffel).

Tagene har form af en saddel. Gavlene af huset er næsten altid udsmykket med udskæringer i træværket og bemaling af mønstre. Her er der ofte også malet drageansigter, hvis øjne – efter den gamle tro – er i stand til at holde onde ånder på afstand.

Tagkonstruktionerne giver husene indtryk af at ligne både. Nogle batakere påstår, at denne byggestil bevidst har baggrund i den kendsgerning, at deres forfædre har sejlet over Malakka-strædet, for at komme til Sumatra.

Under taget, i husets gavle, hængte man tidligere offergaver op til familiens forfædre.

Som de andre batak-stammers huse er husene her meget mørke, og ofte beskidte, efter vores normer.

Flere familier lever sammen i husene. I modsætning til karoerne, er familierne i tobaernes huse altid i nær slægt med hinanden. Dem der bor her er oftest den ældste generation, dennes ældste søn og hans familie, samt en af døtrenes familie.

Siden århundredeskiftet har det været almindeligt, at lave en tilbygning på beboelseshusene som udgør et køkken. Tilbygningen er af hollandsk inspiration.

I dag er husene tit forsynet med lidt større vinduer. Husene er mindre og indgangen fører ikke op under huset, men op til huset i dets front.

Nogle beboelseshuse er ombygninger af tidligere rismagasiner.

De oprindelige rismagasiner (sopo) bliver nu kun sjældent brugt til deres oprindelige formål. De har et halvtag i samme konstruktion som jabu, men med en stor platform under. Halvtaget hviler på seks kolossale stolper. Platformen bruges til arbejdsplads. Tidligere sov landsbyens ugifte mænd og større drenge her. Også fremmede og besøgende overnattede her.

Karoerne

Karoernes har flere forskellige beboelseshuse. Karoerne kalder dem alle for rumah.

Husenes tagkonstruktioner er svære at beskrive. De skal ses. På gavlene sidder ofte et bøffelhoved med horn.

Landsbyens raja eller sibayak havde det største og mest imponerende hus, hvis fascinerende tagkonstruktioner var udstyret med et lille miniature hus, som også var besat med bøffelhorn.

Rumah har to indgange. En i hver ende af huset. En bambusstige fører, ved hver indgang, op til en platform (turé-turé). Her opholder husets beboere sig ofte, beskæftiget med arbejde. Her er det også at de unges romancer sker i aftentimerne.

Rumah kan være bolig for helt op til tolv familier. Det normale er otte. Indvendigt er rumah opdelt i to halvdele, af en forsænkning i gulvet.

Arealet langs forsænkningen, ned langs huset, er husets fællesareal. De otte familier har et privat områder ud mod husets vægge. Dette areal er kun adskilt fra de andre familier af måtter, der rulles ned om natten.

Husets beboere sover således, at man ligger i husets længderetning med, henholdsvis hoved mod hoved, eller fødder mod fødder. At ligge med fødderne mod en andens hoved, er uhøfligt og imod adat.

I hver af husets to halvdele er der fire ildsteder, der ligger ud til forsænkningen. Familierne deler altså ildsted to og to.

De to familier deles om at bruge den største sten, den i midten. Når den ene familie har en gryde over ilden, hviler denne på tre sten, altså den store i midten og de to mindre sten, der vender ud mod den pågældende families bosted. De tre sten symboliserer de tre slægtsenheder: anakberu, kalimbubu og senina.

Den store sten symboliserer de to nabofamiliers tilknytning til hinanden.

Over et ildsted hænger altid et tilsodet stativ af træ, en para. Para-en opbevarer de to familier husgeråd og brænde i.

Som i andre batak-stammers traditionelle huse, er de enkelte familiers bosted i et rumah hos karoerne ikke tilfældig. Derimod afspejler en families bosted familiens rang.

Figur 3 (bag i kompendiet) viser hvordan karoerne forestiller sig fire træstammer, der ligger ned langs husets vægge. Træernes rødder og trækroner, kommer til at stedfæste hvilke bosteder i et rumah, der har særlig betydning.

Karoerne forestiller sig fire træstammer der ligger således, at i et af husets hjørner kommer to stammers rødder til at krydse hinanden, og i det diametrale hjørne, kommer to stammers kroner således også til at ligge ind over hinanden.

Med en indgang i hver ende af huset, kommer disse to steder i huset altid til at ligge til venstre for indgangen, når man træder indenfor i det.

Bostederne i disse to hjørner har helt særlig betydning. Det vigtigste er, der hvor rødderne krydser. Bostedet her tilkommer husets “formand”, penghulu. I figuren kaldes dette sted for P.

I det modsatte hjørne, der hvor kronerne krydser, kan kun dem bo, der er penghuluens anakberu, altså den slægt svigersønnen til penghuluen kommer fra, figurens bosted A.

Afhængigt af om rumah er bygget med dets længderetning nord-syd eller øst-vest vil penghuluens bosted altid vende mod nordvest eller sydvest og bostedet hvor penghuluens svigersøn og hans slægt bor vil altid vende mod enten nordøst eller mod sydøst.

Penghuluens funktion var bl.a. af rituel art.

De seks familier i et rumah hos karoerne er ikke i lige nedstamning. Herved adskiller karoernes traditionelle huse sig afgørende fra minangkabauernes (Vestsumatra) og torajanernes (på Sulawesi) flerfamiliehuse.

Udvælgelsen af et rumahs beliggenhed, har tidligere været omfattet af særlige ritualer.

Hvis et bestemt sted i landsbyen var blevet valgt, blev en kvindelig anakberu til husets kommende penghulu udpeget til at spå om stedets egnethed. Der, hvor de af pælene i huset, der stod ved Penghuluens bosted, tog kvinden en håndfuld ris op fra en rissæk. Hvis antallet af riskorn var lige, kunne huset godt bygges her, men hvis det var ulige, måtte at andet sted findes.

Karoerne havde tidligere rismagasiner (sopo pagé). De er ved at være uhyre sjældne nu. Bygninger der ligner sopo pagé er jambur. Jambur er karoernes bygninger hvor dagligt arbejde udføres, og som samtidig tjener som overnatningssted for fremmede og landsbyens store drenge og ugifte mænd.

I lighed med Simalungun Batak og Pakpak Batak har karoerne tillige særlige bygninger, hvor bl.a. ris kunne males til mel. Disse bygninger hedder lesung. De er næsten alle nu om dage i helt forfald. De er udstyret med en lang træbjælke med fordybninger, Her har kvinderne tidligere stået og stampet risen til mel. Stedet tjente tillige som et sted, hvor kvinder i landsbyen mødtes. Udover, at det nok har været en nødvendighed, for kvinderne at kunne mødes på et mindre formelt plan, end hjemme i de mandsdominerede huse, har en lesung nok også fungeret som sladderens og rygternes arnested, i lighed med landsbyens kaffehuse, som mændene benyttede sig af.

Ved lesungerne var det også almindeligt, at der foregik en del flirt mellem de unge. I dag bruges lesungerne ikke mere.

En helt speciel og meget mærkværdig bygning, er en geriten. Kun karoerne har geriten. En geriten er en mindre bygning, ofte med flerdelt tagkonstruktion, som kun tjener rituelle formål.

En tidligere mægtig raja, som måske tillige var en tapper kriger, hædrer man ved at opbevare hans knogler inde i denne geriten.

Ved sjældne lejligheder fejrer man en festival, hvor knoglerne tages ud af bygningen, vaskes i floden, for bagefter at blive lagt tilbage i geriten. Alt dette for at hylde høvdingen.

 

Religionen hos batakerne

Langt de fleste batakere bekender sig i dag til kristendommen, i et eller andet omfang. Men selv bevidst kristne batakere, lever stadig i en religiøs overensstemmelse med den naturreligion, der indtil 1880 (hos tobaerne) og 1910 (hos karoerne), var den eneste eksisterende.

Kort beskrevet er denne naturreligion en animistisk religion, hvor alting menes et være besjælet. Denne traditionelle religion kaldes pebegu.

Gudeverdenen

Selv om karoernes og tobaernes religiøse forestillinger nok har samme oprindelse, er der i dag stor forskel på de to stammer.

Karoerne har ikke noget særlig udbygget og omfattende gudsbegreb. Deres religiøse begreber handler mest om tilbedelse af, og ofringer til, forskellige slags ånder.

Tobaerne, derimod, har en udbygget forestilling om guderne.

Det følgende vil derfor være gældende for tobaernes kosmologi.

Verden er inddelt i tre sfærer :

1. Den øverste sfære. Den er hjem for guderne og deres familie og er inddelt i syv undersfærer.
2. Den midterste verden, der hvor mennesket lever.
3. Underverdenen, der er hjem for de dødes ånder, onde ånder og dæmoner (hantu).)). Denne underverden blev regeret af den store slange Naga Padoha.

Engang i tidernes morgen var der direkte kontakt mellem de to første sfærer, men forbindelsen blev ødelagt af menneskerne da de erklæret deres guder krig.

Begyndelsen af al skabelse er guden Mula Jadi Na Bolons værk. Han skabte tre sønner, hvis mor, en høne, lagde tre enorme æg. De tre sønner var Batara Guru, Mangalabulan og Soripada.

Mula Jadi Na Bolon skabte også tre døtre, som ægtede de tre sønner. Menneskets tilblivelse var resultatet af de tre par.

Dette incestbegreb mellem søskende optræder i flere af batakernes mytologier.

Batara Gurus datter Si Boru Deak Parujar, ægtede Mangalabulans søn, men deres ægteskab var ulykkeligt, for manden var en slet en. Si Boru Deak Paruja flygtede derfor. Hun kom til jorden, da den endnu kun bestod af hav. Selvom dette sted ikke var godt at være, ville hun ikke tilbage til sin gemene mand.

Hendes farfar, Mula Jadi Na Bolon, kom hende til undsætning ved at kaste noget jord ned til hende, således at hun havde et sted at være. Men noget af jorden ramte Naga Padoh, slangen fra underverdenen, i hovedet. Naga Padoh stønnede over vægten af jorden og forsøgte at frigøre sig fra byrden ved at rulle rundt. Dette skabte store flodbølger, der truede med oversvømme den jord Si Boru Deak Paruja levede på. Hun måtte derfor bekæmpe slangen. Hun fik såret den og lagde den i lænker. Det er slangen endnu, og hver gang der er jordskælv, er det fordi den forsøger at vriste sig fri.

Si Boru Deak Paruja fik en anden mand, men han viste sig senere, at være hendes fætter. Si Boru Deak Paruja og hendes mand fik to tvillinger, en dreng og en pige. Efter at børnene var blevet voksne, forlod forældrene jorden og rejste til øverste verden. De to børn blev forelskede i hinanden og bosatte sig på bjerget Pusuk Buhit bag Toba-søen. Her grundlagde de landsbyen Si Anjur Mulamula. Et af deres oldebørn blev Si Raja Batak, der er alle batakeres forfader.

En anden gudinde, i form af en slange, er Boru Saniang Naga. Hun bor i alle floder, i havet og selvfølgelig i Toba-søen. Hun er søster til Batara Guru. Man beder i dag endnu til hendes beskyttelse når man sejler over Toba-søen. Også ved vandfald er hun tilstede, så ved mange små vandfald lægges offergaver til hende.

Batakerne har endnu tre spændende guder. Den ene er frugtbarhedsguden Boraspati Ni Tano. Han har form af et firben. Man ofrer til denne frugtbarhedsgud, som indledning til alt markarbejde.

Den anden er ligeledes en gud i form af et firben. Han hedder Boraspati Ni Huta. Han er beskytteren af landsbyen.

Den sidste gud er Boraspati Ni Rumah, husbeskytteren. Også han er et firben. På mange af tobaernes huse og på forskellige genstande tilhørende de magiske præster, ses netop firben, som træudskæringer.

Batakernes myter er utrolig billedlige. Man kan nemt forestille sig hvordan batakernes fantasi i forhistorien sporede dem ind på denne historie om en underjordisk slange, når der var jordskælv. Jordskælv efterlader jo netop lange forkastninger og sprækker.

 

Tendi og begu – begreberne

Både karoerne og tobaerne har to begreber, der er svære at forklare indenfor danske og engelsk terminologi. Det er begreberne Tendi og begu. Tobaerne kalder dem tondi og begu.

Tendi

Tendi-begrebet kan bedst sammenlignes med et udvidet sjælebegreb. En tendi er en slags livssjæl.

Ikke kun mennesker har en tendi, men dyrene, risen, vulkanerne og vandfaldene, bare for at nævne et par eksempler, alle har de en tendi.

Et menneske får sin tendi af Mula Jadi Na Bolon, den øverste gud, før sin fødsel. Tendiens første handling er, før det menneske den er tendi for fødes, at vælge menneskets skæbne.

Vores skæbne er altså hos vores tendis afgørelse.

Skæbnen vælges fra det kæmpe store livstræ Djambubarus, som Mula Jadi Na Bolon har stående i himlen.

På træets mange blade står skrevet nogle muligheder for menneskers skæbner, f.eks.: rig, fattig, respekteret, få mange børn, barnløs, lykkelig eller ulykkelig.

Tendien vælger altså et af bladene og det der står på bladet, bliver menneskets skæbne. I livet er det uden betydning for tendien, om man handler umoralsk eller mod adat.

Både hos karoerne og hos tobaerne mener man at der er findes flere tendier hos et menneske. Hos karoerne, er det dog kun særlige præster, der er sådant udstyret. Men hos tobaerne mener man at mennesker har hele syv tendier.

Fælles for tobaerne og karoerne (for så vidt der er tale om deres præster), er at den anden tendi findes i moderkagen hos en nyfødt. Hos tobaerne er moderkagens tondi en beskyttende ånd for dets menneske, og kaldes saudara.

Hos karoerne findes, udover moderkagens tendi, tillige en tendi i fostervandet. De to tendier kaldes agi og kaka. De er begge beskyttende ånder.

En tendi er af vital betydning. Tendien kan forsvinde momentant. Den kan forlade sin beboer gennem panden. Hvis den gør det bliver man syg. Det er ofte sort magi der kan resultere i at tendien forsvinder.

Ofte består helbredelse i dag i forsøg på at få tendien til at komme tilbage.

Hvis tendien ikke kommer tilbage til en, vil man dø efter en tid.

Tidligere var det meget almindeligt at batakerne lod sig klippe næsten helt skaldet. Årsagen har nok været et forsøg på, at komme de hyppige tilfælde af utøj til livs. Helt skaldet måtte man dog ikke være, for hvis ens tendi skulle finde på at forlade en, var det uhyre vigtigt, at der i det mindste var en hårpisk, som tendien kunne bruge til at finde ind til sit menneske igen.

Batakerne ofrer tit til deres tendier, for at forhindre dem i at forlade dem. Disse offergaver kaldes upah tendi.

Tendien har ikke et bestemt bosted inde i menneskekroppen. Den optræder flere steder, men mest i blodet, sveden, hovedet, hjertet og i leveren.

Begu

Foruden en tendi har alle mennesker også en begu. I modsætning til tendien, optræder beguen ikke i et menneskes levende tid, men bliver først frigjort ved dets død. Begu vil ikke flytte sig særlig langt fra efterkommerne af det menneske den var begu for. Den vil som regel opholde sig i nærheden af deres hus.

På godt og ondt kan beguen således stadig have mulighed for at kontakte efterkommerne.

Beguen kræver at man lægger offergaver til den. Hvis man ikke gør det optræder beguen i mareridt om natten hos efterkommerne.

I særlige tilfælde, hvor beguen i længere tid har været misrøgtet, må særlige præster, guru, tilkaldes, for at passivisere beguen.

I dødsriget lever beguerne i et hierarkisk system, der afspejler den status, som deres mennesker havde da de levede.

Da tendien valgte sit menneskes skæbne fra livets træ, valgte den derfor også den senere begus skæbne i dødsriget.

Dødsriget har tre niveauer. Det første niveau, er der hvor de almindelige menneskers beguer er. For tidligere rajaer, eller batakere med stor indflydelse, er der mulighed for, at deres beguer kan avancere til et højere niveau, og dermed få en særlig status der kaldes sumangot. For at komme dertil kræver det at efterkommerne afholder en særlig ceremoni.

Ved denne ceremoni slagtes svin og vandbøfler som offergaver. Disse ceremonier er nu meget sjældne.

En endnu højere status, sombaon, kan ligeledes opnås ved særlige ritualer. Denne status kan kun opnås af meget betydningsfulde forfædre, der f.eks. var grundlæggeren af en landsby. Ofte er det først helt op til tolv generationer efter, at forfaderen opnår denne status. Også her afholdes særlige ceremonier, bl.a. santi rea, der omfatter en hel regions indbyggere og har varighed af flere måneder.

Beguer kan, lige som mennesker, selv dø. En begu kan dø syv gange, før den endelig transformeres til at være et strå og siden bliver til jord.

Beguer opfattes oftest som ånder man helst skal undgå. For at undgå dem ofrer man til dem. Hvis beguerne alligevel plager efterkommerne med deres tilstedeværelse, må man hente professionel hjælp hos en kvindelig shaman, guru sibaso, der med magi kan fordrive beguen.

Karoerne har tillige nogle særlige ånder. Hvis en person dør pludseligt ved en ulykke, et selvmord, eller et mord, eller et lynnedslag, kan personens ånd blive til en husbeskyttende ånd ved at der arrangeres særlige ceremonier. Også her ofres dyr.

Hvis en kvinde forblev jomfru til sin død, var der noget helt særligt ved hende og hun vil ved sin død frigøre en særlig ånd, kaldet tungkup. Også denne ånd kan blive transformeret til en husbeskytter.

Karoerne mener desuden, at alle mennesker ved pubertetens indtræden får en særlig beskyttende ånd, en jinujung. Piger får en jinujung af hankøn og drengene en jinujung af hunkøn.

Endnu en særlig ånd skal nævnes her. Der er bicara guru.

Hvis et spædbarn var dødfødt, eller hvis det lille barn døde før det fik tænder, blev barnets bicara guru frigjort.

Med hjælp fra shamankvinden er det muligt at transformere bicara guruen til en beskyttende ånd for familiens hus.

I den anledning lægger man offergaver på et særligt alter. Ved siden af alteret plantes liljer (kalinjuhang). Stedet indhegnes af bambuspinde.

En gang om året afholdes en særlig fest ved stedet. Ved denne fest er der rituel hårvask hos de deltagende. Ceremonien kaldes erpangir kulau.

Ritualer ved begravelser

En batakers død vedkommer ikke kun hans egen familie (senina), men hele slægten, hans anakberu og hans kalimbubu, samt ofte hele landsbyen.

Det er vigtigt, at enhver batakers efterkommere begraver den døde og tilbeder ham, som adat-reglerne foreskriver det. For den døde er det tillige vigtigt, at slægten føres videre.

Blandt batak-stammerne og også indenfor disse, gælder der forskellige regler for at begrave de døde. Både kremering og begravelse optræder.

Nogle begraver deres døde i bastmåtter. Få år efter tages de døde op og genbegraves, enten lagt i sarkofager, eller de bliver kremeret og lagt i urner, der placeres i særlige bygninger.

Hos nogle batakere har man opbevaret asken i huset hos familien. Andre har tidligere ladet asken sejle på små både ned ad floderne, noget nær det hinduerne i Indien gør det i dag.

Det sidste var netop udbredt hos den Karo-klan der hedder Sembiring.

Sembiring-klanen var formentlig tidligere tamiler fra det sydlige Indien. Dette ses endnu i deres ritualer og ligeledes på de navne de har givet deres underklaner: Gurukinayan, Muham, Bunuhaji, Pandebayang osv.

En del af underklanerne hos Sembiring tilhører en særlig gruppe, kaldet Sembiring Ni Ngombak, der har det ritual, at de lader asken af deres afdøde flyde ned ad floden.

Karoerne

Almindeligvis markerer karoerne ikke deres grave særlig tydeligt. Ofte har de enkelte familier en lille gravplads nær huset. I mange landsbyer findes tillige et særligt sted uden for selve landsbyen, som er forbeholdt gravpladser.

Karoerne omgiver deres grave med bambusrør. Den hellig plante, kalinjuhang, plantes på stedet.

Tidligere havde man en helt karakteristisk måde at begrave indflydelsesrige på blandt karoerne. Endnu ses levn fra disse skikke :

Begravelsen havde to faser. Først blev liget af den indflydelsesrige person balsameret med kamfer og lagt i en kiste ,pelangkah. Kisten havde udseende af en båd med ansigter af næsehornsfuglen som bovspryd. Kisten blev placeret lige under husets tagudhæng. Et bambusrør der førte fra kisten ned til jorden, gav mulighed for at forrådnelsesprocessen kunne ske ad den vej.

Når familiens økonomi tillod det (og der kunne gå op til 10 – 15 år) kom næste fase af begravelsen, nurun-nurun : Kisten blev åbnet og ligresterne blev taget

1. Knoglerne blev først renset og bagefter lagt i de særlige bygninger, geriten.

I nogle tilfælde blev nogle af knoglerne brændt, hvorefter deres aske har fungeret som helbredende medicin pupuk. (Pupuk bruges stadig).

Tobaerne

Tobaerne lod sig kristne langt tidligere end karoerne. Dels kom missionærer først til Toba-land, dels modsatte karoerne sig kristendommen langt op i 1960-erne. På trods af tobaernes adoptering af kristendommen, lever den gamle naturreligions begravelsesritualer endnu, og det opfattes ikke som noget modsætningsfyldt i forhold til kristendommen.

Begravelse af de døde er hos tobaerne meget mere udbredt, end kremering. Førhen lod batakerne lave store kister, af udhulede træstammer, til deres egen begravelse længe før de døde. Kisten opbevaredes under huset.

Nu om dage bruges almindelige kister.

Tidligere, når der var tale om en raja, blev den store kiste, med den døde i, stillet på den platform, der er under Toba-husenes tage. Her stod den til liget var forrådnet. Missionærerne forbød denne skik.

Genbegravelser

Efter selve begravelsen følger, hos tobaerne, ofte en genbegravelse af den afdødes knogler. Dette sker stadig nu om dage.

Den afdødes knogler tages op af graven, efter nogle år, og renses og begraves igen. Tidligere blev knoglerne derefter lagt i store urner, eller i sarkofager, parholian. Dette gælder især for områderne omkring Toba-søen og på Samosir, øen ude i Toba-søen.

De tidligere så almindelige stensarkofager, kan endnu ses enkelte steder. På sarkofagernes låg er en kvindelig stenfigur placeret. Figuren holder ofte en skål i hænderne. I den ene gavl på sarkofagen er en stor figur udhugget i stenmassen. Den kaldes en singa.

Nu om dage er store cement konstruktioner, tugu, mere almindelige. Tuguernes størrelse afspejler den dødes prestige. Jo større, jo rigere. Ofte kan disse tuguer koste enorme summer for en familie, at få bygget.

Guruer

Begrebet guru har de sidste 20 -25 år fået en særlig betydning. Man tænker nok, her i Danmark, først på særlige indiske personligheder, der slår sig op som betydningsfulde mennesker for en skare af proselytter. Hos batakerne er begrebet guru af en helt anden betydning.

Der findes mange forskellige slags guruer. Men fælles for dem er det, at de varetager særlige funktioner i samfundet. Disse funktioner er altid af rituel art.

Der findes guruer som er spåkvinder. Nogle guruer helbreder syge. Guruerne var også ofte dem der afgjorde hvornår det ville blive forbundet med held at starte en krig, eller hvornår krige skulle stoppes. Andre er ansvarlige for udførelsen af bestemte ritualer i en landsby, og andre igen kan komme i forbindelse med åndeverdenen. På samme måde er der guruer, der er i stand til at forudsige hvilke dage der er velegnede til bestemte formål (en høst, en begravelse, eller en anden rituel begivenhed). Dette gør guruen ud fra den særlige kalender batakerne har. Denne kalender er ofte skåret ind i små bambusrør.

Førhen tog specielle guruer sig af de unge når disse skulle undervises i batakernes religion. Altså beslægtet med vores konfirmandforberedelse. Nogle guruer kan kun være af kvindekøn, nemlig guru sibaso.

En Guru sibaso kan, som noget særligt, komme i en særlig trance, hvorefter hun kan blive et medium for åndernes stemmer. Ofte går funktionen som guru i arv.

En guru har et særligt redskab til brug ved ritualer. Det er den hellige stav kaldet tunggal. Det er en lang træstav (ofte over 2 m lang) med udskæringer i dens øverste ende. Udskæringerne forestiller bl.a. ansigter af mennesker og forskellige dyr, f.eks. elefanten, geden og firbenet.

Batakerne dyrker stadig gurubegrebet. Især guru sibasoerne bruges flittigt når sygdomme skal helbredes med spirituel kraft. Men langt de fleste gurutyper optræder nu kun ved særlige festivaler, hvor de gamle skikke bliver taget frem. Ellers er gurubegrebet en del af den fælles batak-kultur, der er på hastig tilbagegang.

 

Nommensens arbejde på Sumatra

 

Hollandsk Ostindisk Kompagni oprettede allerede i 1679 en lille menighed i Padang på Sumatras vestkyst. Padang var helt frem til begyndelsen af 1900-tallet den vigtigste adgang til Sumatra.

Men det var helt fremmed for den hollandske koloniadministration, at tillade forsøg på missionsarbejde blandt de indfødte.

Som en udløber af fastlandsblokaden under Napolionkrigene, overtog England overherredømmet over Hollandsk Indonesien fra 1811 til 1824.

Dele af hollændernes tidligere besiddelser blev givet dem tilbage i etaper, efterhånden som der kom afklaring på Hollands forhold til Frankrig. Således blev Padang overdraget allerede ca. 1821. Bengkulu, syd for Padang, hvor briterne havde bygget Fort Marlborough, havde været engelsk besiddelse allerede fra 1685 og blev først overgivet til hollænderne i 1825.

Med englændernes tilstedeværelse blev holdningen til missionærerne helt anderledes positiv.

Det engelske missionsselskab sendte ca. år 1819 tre missionærer, Burton, Ward og Evans til Sumatra.

Burton skulle oversætte biblen til Batak sprog. Han skulle udstationeres i Sibolga, en kystby langt nord for Padang, der hvor Batak-landet strakte sig ind i jungleområderne. Ward, der bl.a. skulle tage sig af sundhedsarbejde, skulle opholde sig i Bengkulu og Evans, der skulle stå for opbygningen af skoler, skulle være i Padang.

I 1824 tog Burton, Ward og Evans på ekspedition ind i Batak-land til Silindung-dalen, nordøst for kystbyen Sibolga. Området omkring dalen var beboet af Batak-folket, men på det tidspunkt under styre af sultanen af Minangkabau, den store kultur syd for Batak-land.

På deres ekspedition, blev de tre missionærer mødt med stor gæstfrihed af de lokale rajaer (landsbyoverhoveder).

Padri-krigen

Allerede fra begyndelsen af 1800-tallet, var en opstand brudt ud i det centrale Minangkabau. Opstanden blev kaldt Padri-opstanden, og blev ledet af den religiøse leder Imam Bonjol.

Oprøret vendte sig imod den verdsliggørelse af Minangkabau-samfundet, som fulgte med hollændernes økonomiske engagementer.

Minangkabau-kulturen havde allerede fra ca. 1400-tallet accepteret Islam. I kølvandet på de store ændringer i samfundet, da man åbnede op for hollandske økonomiske interesser, kom bl.a. sociale problemer som følge af at mange begyndte at ryge opium, drikke palmevin, spille og dyrke hanekampe. I det hele taget opstod et moralsk forfald, især hos de verdslige ledere (rajaerne). Reelt var et sammenbrud af Minangkabauernes kulturelle identitet igang.

Padri-opstanden vendte sig altså mod de sociale og kulturelle ændringer. Målet for opstanden, var at styrke Islam og de gamle traditioner. Især blev sultanen og de andre verdslige ledere, samt selvfølgelig kolonimagten dem opstanden vendte sig imod.

Et andet mål for Imam Bonjol var at få, især batakerne, der dengang dyrkede naturreligioner, til at konvertere til Islam. Således trængte Imam Bonjols styrker ofte langt op nord på, op mod Toba-søen.

Under englændernes tilstedeværelse på Sumatra udviklede opstanden sig til egentlig krig, men englænderne engagerede sig ikke voldsomt i den. Da hollænderne overtog Sumatra i 1820-erne, forsøgte de, i modsætning til englænderne, med alle midler at holde Imam Bonjol tilbage i området nord for Bukittinggi i Bonjol, hvor Padri-bevægelsen havde sit udgangspunkt.

Burton, Ward og Evans havde på deres ture ind i junglen, haft tætte kontakter med Padri-folk. Så da Holland igen i 1824 overtog koloniherredømmet over Sumatras kystområder nord for Padang, måtte Burton, Ward og Evans forlade stedet. De var jo kommet i miskredit hos hollænderne med deres tætte kontakter til Padrierne, som der nu blev ført indædt krig mod.

Padri-krigen kom til at betyde meget for hele missionsarbejdet, både i positiv og negativ forstand.

Krigen hærgede i hele det sydlige Batak-land fra 1824 frem til ca. 1831. Hollænderne kunne først i 1830 overføre militær fra Java, hvor man havde fået nedkæmpet andre oprør dér. Padri-opstanden blev først endelig kvalt i Minangkabauernes område i 1837.

 

Under den del af krigen, der foregik i Batak-land, lå al missionsarbejde stille. Men reelt kom Padri-krigen til at bane vejen, for både missionærernes mål med at omvende batakerne, samt for hollændernes mål med at kunne udøver deres magt i området.

Padrierne forsøgte jo, med sværd i hånd, at omvende batakerne til Islam. For at gøre det, måtte de først nedbryde det traditionelle Batak samfund, både dets magtstrukturer og dets åndelige værdier. At nedbryde batakernes samfund, lykkedes kun delvis og nok kun i begrænsede områder, men at omvende Batak-folket til Islam, havde Padrierne ikke held med. Hér var det at missionærerne tog over hvor Padrierne slap.

Lyman og Munsons skæbne

I slutningen af Padri-krigen forsøgte det hollandske missionsselskab, at engagere tyske missionærer til at arbejde i Batak-land, for at modvirke den voldsomme ekspansion Islam havde haft, især blandt de to sydligste batak-stammer Angkola og Mandailing. Angkola og Mandailing-stammerne bor i områderne mellem Sibolga og Minangkabau-landet.

Men tyskernes arbejde var umuligt pga. den endnu ulmende uro, og de opgav.

Da uroen havde lagt sig, fik man i 1834 engageret to amerikanske missionærer Henry Lyman og Samuel Munson.

Lyman og Munson tog kort efter deres ankomst til Sibolga på Sumatra ud på en ekspedition, som fulgte den samme rute, som Burton, Ward og Evans havde benyttet i 1824.

Under turen blev de stoppet af bevæbnede Batak krigere, som advarede Lyman og Munson og resten af ekspeditionen mod at fortsætte, men det blev ignoreret.

Da ekspeditionen kom til en fæstning i junglen, blev tolken kaldt hen til batakerne. Herefter blev Lyman og Munson pludselig omringet og dræbt. Nogle påstår at Lyman og Munson blev ædt, som Batak-folket havde for skik i visse anledninger, men der er ingen beviser.

Der hersker mange forskellige udlægninger af hændelsesforløbet og motiverne for det. Nogle mener at batakerne anså Lyman og Munson for at være spioner for hollænderne, som batakerne ofte havde sammenstød med.

Andre mener at Lyman og Munson kunne være dræbt af deres tjenere på turen, men motiverne herfor er ikke klare.

En tredje teori går ud på at det var den hollandske koloniadministration, der skulle have arrangeret det hele, ud fra det motiv, at hollænderne efterhånden var godt trætte af missionærerne, fordi de gjorde batakerne fjendtlige overfor hollænderne, og dermed forhindrede deres forsøg på at pleje deres økonomiske interesser i området.

Den tragiske hændelse lammede al missionsarbejde i mange år.

Først efter at Padri-krigen på Sumatra var forbi, begyndte missionærer igen at arbejde i Batak-landet. Især hollænderne van der Tuuk og van Asselt og tyskeren Klammer arbejdede ihærdigt på at forhindre at Islam fik det totale fodfæste blandt Batak-folket.

 

 

LUDWIG NOMMENSEN

Nommensen blev født i 1834 i Slesvig-Holsten og voksede op under meget fattige kår. Allerede ret tidligt fik han ideen om at kommet til at missionere, hvilket blev hans eneste mål i tilværelsen.

Han blev ordineret som præst i 1861 og kom straks under uddannelse hos Det Rhinske Missionsselskab med henblik på at blive udstationeret som missionær.

I 1862, efter en sørejse på 142 dage, ankom Nommensen til Padang. Nommensen kom til Sumatra med en drøm om at skabe en lille kristen koloni inde i Batak-land, en koloni der var helt uafhængig af hjælp udefra, og hvorfra kristendommen kunne brede sig til batakerne.

Nommensen søgte straks tilladelse til at trænge ind i junglen til batakerne, men det blev ham nægtet. Han måtte kun arbejde langs kysterne. Nommensen, der ikke ville arbejde hvor der allerede var missionærer i arbejde, søgte så om tilladelse til at komme til Barus, en øde hollandsk kontrolpost på kysten i det aller nordligste af de områder hollænderne kontrollerede. Her kom Nommensen til at studere batak-sprog og han fik her sine første kontakter til batakere.

Senere i året 1862 havde Nommensen sin første rejse ind i Batak-land, til Silindung-dalen. Her blev han mødt med en stor gæstfrihed og skabte en masse kontakter.

Da Nommensen søgte missionsselskabet om at få en hjælper i sit arbejde, blev myndighederne vrede over at erfare at Nommensen var trængt så langt ind i Batak-land, trods forbudet herimod.

Nommensen måtte en tid arbejde i byen Sipirok inde i Batak-land. Sipirok var dengang et religiøst knudepunkt som både Islam og de kristne missionærer kæmpede om at “kontrollere”. Stadig den dag i dag er byen som et lille Jerusalem, med både moskeer og kirker. Sipirok danner i dag det fysiske skel mellem kristendommen og Islam i Batak-land.

Fra Sipirok var det ikke missionærerne forbudt at trænge ind i Batak-land i begrænset omfang, hvorfor Nommensen således kunne komme til at gentage sine ture til de samme områder, som han tidligere havde besøgt.

I 1863 havde Nommensen så sin anden tur til Silindung-dalen, men nu blev Nommensen mødt med mistro blandt batakerne. Silindung-dalen var nu hærget af lokale småkrige landsbyerne imellem.

Nogle mente at Nommensen måtte være en ond ånd med de blå øjne Nommensen havde. Batak-folket kendte kun geder med blå øjne. Senere forskere mener at Nommensen efter den tid lige frem blev kaldt for “gedeøje”.

Trods en fjendtlig holdning hos rajaerne i området, fik Nommensen lov til at blive en tid. Bl.a. hjalp han med lettere medicinsk pleje af befolkningen, der ofte var plaget af alle mulige epidemiske sygdomme.

At Nommensen fik lov til at opholde sig i området, skyldtes en anset raja ved navn Raja Pontas, som fungerede som Nommensens tolk.

Trods den mistroiske, og alt andet end gæstfrie holdning hos batakerne i Silindung-dalen, mente Nommensen at han nu havde skabt forudsætninger, for at kunne bosætte sig permanent i området. Da Nommensen vendte tilbage til Sipirok ventede der dog en del arbejde, som han måtte udføre for missionsselskabet. I mellemtiden havde Nommensen fået tilladelse til at trænge ind i de indre dele af batakernes land.

Da Nommensen senere i 1863, endelig tog af sted ind i Batak-land for at bosætte sig, erfarede han at situationen i hele området var blevet betydelig værre. Krigene mellem landsbyerne havde bredt sig, og nu var også forholdet til de hollandske kolonitropper blevet kritisk.

Batakerne, som i de sidste årtier oftere og oftere havde haft kontakt til de hvide, mente at det var fordi de hvide forbrød sig mod batakernes system af traditionelle skikke (kaldet “Adat”), at der var sket en lang række ulykker, som havde ramt batakernes land i den periode: fejlslagen høst, jordskælv og epidemier.

Nommensen blev denne gang mødt af direkte fjendtlighed, men han var frygtløs. Med kun en violin og sin bibel, ankom han til landsbyen Saitnihuta. Han fik ikke lov til at sove indendørs, men måtte overnatte i en åben rismagasin – en sopo.

Da Nommensen ville bygge en hytte, blev det ham først nægtet og jord måtte han heller ikke få.

Men efter at have boet i landsbyen et stykke tid, fik han endelig lov til at samle nogle brædder til en lille hytte, som han måtte opføre på et stykke sumpet og ubrugeligt jord lige udenfor landsbyen.

De første venskaber Nommensen skabte, var til landsbyens børn. Især dét, at han kunne en smule sygepleje, vandt han deres tillid med, og dermed senere også børnenes forældre. Men da han for søgte at åbne en lille skole, blev den ikke besøgt.

Nommensen blev i lang tid afvist af landsbyens folk. Især rajaerne var urolige for hvad han ville dér. Rajaerne i landsbyen forsøgte at forgive Nommensen, ved at komme gift i den smule mad, som de dog gav ham. Kun takket være nogle børn, der advarede ham, undgik han at blive offer for rajaernes list.

Frygtløs som Nommensen var, samlede han en dag hele områdets rajaer og viste dem det stykke papir, som hollænderne havde givet ham med, som bevis på hans tilladelse til at måtte opholde sig i Batak-land. Samtidig spurgte han truende rajaerne, hvem der turde modsætte sig hollændernes ord.

Det synes ikke at have anfægtet rajaerne i første omgang, selv om mange rajaer efterhånden var blevet bange for hollænderne, som oftere og oftere hårdhændet slog fast, hvem der havde den egentlige magt i Batak-land.

Få dage efter Nommensens forsøg med trusler, samledes hele landsbyen omkring en særlig tradition batakerne har. Her trådte en Guru Si Baso frem (en Guru Si Baso er en shamankvinde eller åndemaner). Hun lod batakernes forfader tale gennem sig som medium. Stemmen sagde at Nommensen burde ofres til forfædrenes ånder. Stemningen i forsamlingen blev pisket op, men Nommensen trådte frem og sagde at det ikke var deres forfader der talte gennem åndemaneren, men derimod Satan selv. Desuden påpegede han at batakerne handlede mod deres egentlige traditioner, der jo påbyder dem at være gæstfrie.

Forsamlingen lod sig forbløffe dels af Nommensens mod, dels af hans indgående viden om deres skikke, noget som han havde lært under sine tidligere kontakter med batakere.

Da var det at heldet hjalp Nommensen. Andre vil måske nok mene at det var Gud der her kom Nommensen til undsætning: dagen efter forsamlingen blev Nommensens hovedfjende blandt rajaerne i landsbyen dræbt i en træfning med en nabolandsby. Samtidig brød et voldsomt uvejr løs. Batakerne tog alt dette som et tegn fra deres guder på at de burde acceptere Nommensen og lade ham bosætte sig hos dem.

Efter to år havde Nommensen vundet manges tillid. Bl.a. optrådte han ofte som mægler i stridigheder batakerne imellem.

I 1865 døbte Nommensen de første batakere. Disse flyttede hen til Nommensens plads uden for selve landsbyen og skabte landsbyen Huta Dame (fredens landsby). Her fik Nommensen etableret en lille skole.

For at vinde batakernes hele accept, måtte Nommensen mod sin reelle vilje, lade sig udnævne til raja, en verdslig titel og funktion, som han ikke mente kunne forenes med sin missionsvirksomhed.

I 1866 kom Nommensens kone samt en missionær ved navn Johansen ned til ham oppe fra Tyskland. De bosatte sig sammen med Nommensen i landsbyen og arbejdede sammen med ham i en lang årrække.

Batak-kongen Sisingamangaraja

Batakerne havde en konge som hed Sisingamangaraja. Han havde en stor magt over sit folk og de lokale rajaer. Sisingamangaraja tillagde man også guddommelige kræfter og evner.

Sisingamangaraja var bestemt ikke glad for hverken hollændernes eller missionærernes tilstedeværelse i sit land. I 1866 kom de første forlydender om at Sisingamangaraja var i færd med at samle en stor hær, men krig kom det ikke til i første omgang.

De lokale krige plagede fortsat området omkring Nommensens landsby, og Nommensen bad da hollænderne om, at de med deres militær, fik sat en stopper for grusomhederne. Hollænderne afviste imidlertid. De ville ikke skabe unødig mange problemer med batakerne.

Samtidig blev Nommensen advaret i et brev fra det tyske missionsselskab, mod at gå for hurtigt frem med sit arbejde. Man havde lige haft tragiske erfaringer fra missionsarbejdet på Borneo.

Nommensen afviste imidlertid advarslerne.

Som årerne gik vandt Nommensen mere og mere batakernes tillid. Han fik omvendt mange og han vandt i stigende omfang respekt blandt batakerne.

At Nommensen havde al den succes skyldes især at han accepterede mange af batakernes traditionelle skikke, f.eks. traditionen med at file tænderne ned på piger i puberteten.

Nommensen gjorde også et stort socialt arbejde i landsbyen og dens opland: han løskøbte slaver, sørgede for mulighed for pengelån, for at modvirke åger. Han åbnede også en lille sundheds klinik, hvor man kunne yde en smule sygdomspleje, selv om det foregik på et yderst primitivt niveau. Samtidig åbnede Nommensen en skole hvor batakere kunne uddanne sig til præsteembedet.

Sammen med to andre missionærer lavede Nommensen også en slags “gående skole”, hvor eleverne i nogle dage var sammen med missionærerne på ture, hvor de lærte om kristendommen.

Trods Nommensen fremgang og voksende tillid til sig hos Batak-folket i området omkring hans landsby, var den generelle holdning til de hvide i Batak-landet, blevet ret fjendtligt. Mange batakere mente, lige som deres konge Sisingamangaraja, at de hvide havde ødelagt deres sakrale værdier nedbrudt de verdslige autoriteter. Derfor støttede mange nu Sisingamangaraja tanker om at fordrive de hvide endeligt fra Batak-landet.

Omkring 1869 samlede Sisingamangaraja en stor hær. Han havde bl.a. lejet soldater fra Aceh, et ultra-islamisk styre helt oppe på Sumatras nordspids. Samtidig spredte Sisingamangaraja det rygte at Tyrkerne, som dengang også hjemme i Europa lå i krig med de europæiske kolonimagter, ville angribe sydfra.

Det blev til et stort slag i områderne mellem Silindung-dalen og Toba-søen, nord for Nommensens landsby.

Sisingamangaraja blev slået og han trak sig tilbage til områderne omkring sin residens i Bakkara – et område i det sydvestlige af Toba-søen.

Hollænderne, som havde været nød til at engagere sig militært, for at beskytte missionærerne, besatte store områder at Batak-landet og tvang de lokale rajaer til at anerkende hollænderne som kolonimagt.

Et stort kompagni soldater blev udstationeret i Laguboti ved Toba-søen, og der blev oprettet en kommandopost i Tarutung, ikke så langt fra Nommensens landsby.

Efter at have boet i Huta Dame i ni år, flyttede Nommensen i 1872 til Pearaja, tæt ved Huta Dame.

Her blev området ikke så tit oversvømmet af floden der løber gennem Silindung-dalen. I Pearaja opførte Nommensen den første rigtige kirke i Batak-landet.

Trods Sisingamangarajas nederlag i 1869, var han dog langt fra slået og i 1883 forsøgte han igen at drive de hvide ud, denne gang med en hær bestående bl.a. af malajere. Sisingamangaraja angreb Balige, en kystby i den sydligste ende af Toba-søen.

Hollænderne måtte evakuere de mange missionærer der efterhånden arbejdede langs Toba-søens kyster. Samtidig forfulgte de hollandske tropper Sisingamangaraja helt til Bakkara, hvorfra Sisingamangaraja flygtede op i bjergene bag Toba-søen.

Sisingamangaraja forsøgte en sidste gang i 1907 at angribe de hvide. Hollænderne svarede igen ved at erobre alle områderne omkring Toba-søen, hvor de brændte næsten alle batak-huse ned, sammen med Sisingamangarajas residens. Sisingamangaraja blev forfulgt helt til Sidikalang, nordvest for søen, hvor man dræbte ham. Han blev lagt på lit de parade for på den måde at nedbryde batakernes ærefrygt over for deres tidligere konge. Hans urne blev i 1950-erne ført til Balige.

Nommensen havde dog ikke kun held i sit liv på Sumatra. Allerede i 1872 var hans ældste datter død, og i 1880 måtte han sende sin kone hjem til Europa hvor hun døde i 1909. Hun havde været syg siden datterens død.

I 1881 var Nommensen på en kort rejse hjem til Europa, hvor han modtog hæder og priser for sit arbejde på Sumatra. I 1886 flyttede Nommensen fra Pearaja til Laguboti ved Toba-søen.

Ved Nommensens død i 1918 var ca. 180.000 batakere blevet døbt, og ca. 33.000 var indskrevet i skoler.

DE VIGTIGSTE ÅRSTAL :

1679 : Hollænderne bygger den første menighed i Padang

1811 – 1824 : Sumatra var engelsk

1803 – 1837 : Padri-krigen

1819 : De tre engelske missionærer Burton, Ward og Evans kommer til Sumatra

1824 : Burton, Ward og Evans laver ekspedition ind i Batak-land.

1834 : De to amerikanske missionærer Lyman og Munson bliver dræbt inde i Batak-land.

1862 : Nommensen kommer til Sumatra

1863 : Nommensen tager på to ture ind i Batak-land, før han endelig bosætter sig i Saitnihuta.

1865 : Nommensen døber de første batakere.

1865 : Nommensen bygger landsbyen Huta Dame

1866 : Nommensens kone kommer til Huta Dame

1866 : Første militære trussel fra Sisingamangaraja

1869 : Sisingamangaraja angriber i områderne nord for Huta Dame

1872 : Nommensen flytter til Pearaja og bygger den første kirke i Batak-land.

1881 : Nommensen er på visit i Tyskland.

1883 : Andet angreb fra batak-kongen Sisingamangaraja.

1886 : Nommensen flytter til Laguboti.

1907 : Sidste angreb fra Sisingamangaraja, som dræbes af hollænderne.

1909 : Nommensens kone dør hjemme i Europa.

1918 : Nommensen dør.

 

 

Padang Lawas

Den opdagelsesrejsende F.M. Schnitger gjorde i 1930, på en rejse til det indre Nordsumatra, et bemærkelsesværdig fund.

F.M. Schnitger var rejst ind på den tørre slette øst for byen Padang Sidempuan. Her fandt han nogle store ruiner af en gammel tantrisk buddhistisk kultur. Siden har stedet været næsten glemt af arkæologer. Først i 1970-erne begyndte man igen at rette blikket mod stedet.

Stedet består af en række, mere eller mindre, velbevarede tempelruiner dekoreret med menneske figurer af forskellige slags.

Desuden står der adskillige statuer med inskriptioner, der angiver at de er opført mellem det 11. århundrede og det 13. århundrede. Flere ting, herunder en kvindelig bronze figur, tyder på at kulturen har været under direkte indflydelse fra Sydindien. Arkæologer mener at statuerne og bronze figurerne er blevet sejlet hertil fra Indien.

En teori går ud på at stedet, i lighed med Dieng Plateauet på Java, udelukkende kan have haft ceremoniel betydning.

 

Litteraturhenvisning:

 

• Barbier, Jean Poul : Tobaland: the shreds of tradition. (1983, Geneva)

• Dalton, Bill : Indonesia Handbook. (1989, 4th edition, Moon Publication)

• Koentjaraningrat : Villages of Indonesia. (1967, Ithaca)

• Loeb, Edwin : Sumatra : Its History and People.
  ( 1974, Kuala Lumpur)

• Oey, Eric : Sumatra. (1991, Periplus Editions, USA)

• Pedersen, Paul Bodholdt : Batak Blood and Protestant Soul. (1970, Grand Rapids), Michigan)

• Sibeth, Achim : The Batak. Peoples of the Island of Sumatra. (1991, Thames and Hudson Ltd, London)

• Singarimbung, Mastri : Kinship, Descent and Alliance Among the Karo Batak. (1975, Berkely)

 

Copyright:

Peer Faurskov